Udbuddet er omfattet af UBL §§186-190. Den 24. maj 2022 afholdes et informationsmøde på Damhaven 12, 7100 Vejle. Interesserede bedes senest 4 dage inden mødet tilmelde sig med angivelse af firma og antal deltagere. Ordregiver kan reducere antallet af deltagere pr. firma.
Nærmere angående minimumskravene, jf. pkt. II.2.4:
Ved en sammenslutning af virksomheder (f.eks. et konsortium) skal oplysningerne om omsætningen hhv. referencerne afgives for hver af de deltagende virksomheder i sammenslutningen. Ved en sammenslutning af virksomheder beregnes omsætningen som sammenslutningens samlede omsætning vedr. hjælperordninger til det respiratoriske område i den seneste disponible årsrapport/-regnskab. Ligeledes vil det fsva. referencerne være sammenslutningens samlede referencer, der vurderes.
Baserer tilbudsgiver sig på andre enheders økonomiske og finansielle hhv. tekniske og faglige formåen, skal oplysningerne ligeledes afgives for disse støttende enheder. Hvis tilbudsgiver baserer sig på andre enheders formåen, beregnes omsætningen som tilbudsgivers og disse andre enheders samlede omsætning vedr. hjælperordninger til det respiratoriske område i den seneste disponible årsrapport/-regnskab. Der vil fsva. vurderingen af referencekravet være tale om en samlet vurdering af tilbudsgiverens og støttende enheders oplysninger.
De aktører, der stiller deres tekniske- og/eller økonomiske formåen til rådighed for tilbudsgiveren, skal fremlægge en støtteerklæring. Tilbud kan endvidere afgives af en sammenslutning af virksomheder. Der stilles ingen krav til sammenslutningens retlige form, men der skal iblandt sammenslutningens virksomheder udpeges en fælles befuldmægtiget, der tegner alle virksomheder i sammenslutningen. Virksomhederne i sammenslutningen skal hæfte solidarisk, direkte og ubetinget for ydelsen og opfyldelsen af den pågældende delaftale.
Principperne i UBL §§ 135, 136 og 137, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 6, finder anvendelse, og tilbudsgiver vil blive udelukket fra udbuddet, hvis tilbudsgiver er omfattet heraf, hvis tilbudsgiver ikke kan self-cleanes, jf. princippet i UBL § 138.
Tilbudsgiver skal med sit tilbud indgive et ESPD som et foreløbigt bevis for de i UBL § 135 og § 136, samt § 137, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 6, nævnte forhold. Det er ikke nødvendigt for tilbudsgiver at underskrive sit ESPD. Ved en sammenslutning af virksomheder, skal der indgives et særskilt ESPD for hver af de deltagende økonomiske aktører. Såfremt tilbudsgiver er en sammenslutning af virksomheder, skal hver deltagers ESPD være underskrevet af de pågældende deltagere. Det er ikke nødvendigt for den ledende tilbudsgiver, der indgiver tilbuddet, at underskrive sit ESPD. Såfremt tilbudsgiveren baserer sig på andre enheders formåen, skal der indgives et ESPD for hver af de enheder, som denne baserer sig på. Den støttende enhed bedes underskrive sit ESPD.
Inden tildelingsbeslutningen skal tilbudsgiverne, som ordregiver har til hensigt at tildele delaftalerne til, fremlægge endelig dokumentation for de oplysninger, der er afgivet i ESPD iht. principperne i UBL §§ 151-152, jf. §§ 153 og 154, herunder i form af en serviceattest e.l. dokumentation for udenlandske virksomheder.
Ifm. udbuddet og i delaftalernes løbetid gælder EU-forordning 576/2022, art. 1, nr. 23), der bl.a. ændrer EU-forordning 833/2014 med indsættelse af art. 5k om forbuddet mod at tildele offentlige kontrakter, der er omfattet af udbudsdirektiverne, til bl.a. russiske statsborgere eller fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret i Rusland m.v. Der henvises til EU-forordning 576/2022 for bestemmelsens nærmere ordlyd og omfang. Tilbudsgiver og eventuelle underleverandører skal forud for kontraktunderskrivelsen underskrive en egenerklæring om etableringssted, ejerforhold og andre oplysninger af relevans for overholdelsen af forbuddet. Det vil medføre udelukkelse fra udbudsproceduren, hvis en tilbudsgiver eller dennes underleverandør er omfattet af forbuddet.