Region Nordjylland agter at indkøbe 2 stk. da Vinci Xi Console Systems til Aalborg Universitetshospital. Systemerne består af 2 stk. operationsrobotter, simulatorhardware, da Vinci-systemopgraderinger, teknologitræning samt programmer for international træning.
Hospitalet ønsker at anskaffe de operationsrobotter, der fremtidssikrer robotkirurgien i Region Nord Jylland. Det er vurderingen, at denne leverandør kan levere operationsrobotter, som dels giver:
- operative funktionaliteter, i form af omdocking under operation, idet lejet bevæger sig med robottens arm, hvilket forkorter operationstiden.
- kamera i alle arme, hvilket giver mere fleksibilitet i forhold til at opnå intraabdominalt overblik og adgang til operationstarget. Derudover kan det roteres automatisk op og ned, hvilket også letter adgang til ellers ufremkommelige operationsområder, der giver et mindre omfattende indgreb og bedre patientforløb.
- større bevægelighed med staplerinstrumenterne, hvilket medfører en større sikkerhed for korrekt placering af stapler og dermed mindsker risikoen for alvorlige komplikationer ved operationen.
Det er funktionaliteter, som for nuværende ikke forefindes andre steder på markedet, men tilbydes med da Vinci Xi Console Systems.
Region Nordjylland vurderer på baggrund af udført markedsanalyse, at der kun er en leverandør, der kan imødekomme den samlede levering. Af tekniske årsager tildeles kontrakten derfor uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse i henhold til udbudsloven § 80, stk. 3, nr. 2. Kontrakten vil først blive indgået efter udløb af standstill på 10 kalenderdage, regnet fra dagen efter den dag, hvor bekendtgørelsen er blevet offentliggjort.